Det sidste passagertog rullede ind på Hamburger Bahnhof i 1884. I mange år efter fungerede sporarealet som godsbanegård, indtil hovedbygningen i 1944 blev stærkt beskadiget under et bombeangreb på det centrale Berlin. Efter krigen kom den gamle banegård til at ligge klods op ad sektorzonen til Østberlin, og både den gamle hal og sporarealet blev totalt afspærret for offentligheden.

I 1984 solgte Deutsche Reichsbahn - det østtyske jernbaneselskab - alle Vestberlins baneområder til det vestberlinske senat, og så begyndte der at komme skred i sagerne på den gamle banegård. Tre år senere indtog de første eksperimenterede kunstnere banegården og arrangerede udstillinger under hvælvingerne, og i 1996 fulgte en nyåbning. Siden har Hamburger Bahnhof været Berlins museum nummer 1, når det gælder nutidskunst.

Kunstnere som Joseph Beuys, Anselm Kiefer, Roy Liechtenstein, Andy Warhol og Bernd Koberling vises på permanente udstillinger, mens der løbende er særudstillinger, som man skal til en storby for at se. Kunstmæcenen Friedrich Christian Flick har desuden udlånt en del af sin samling til museet over en længere periode.

Se kunst mellem togskiftet
Der sker ting og sager i Berlin lige nu. Hele det tidligere så øde område nord for Rigsdagsbygningen ændrer sig næsten måned for måned. I forbindelse med verdensmesterskaberne i fodbold sidste år åbnede Berlins ny kæmpestore hovedbanegård i den tidligere Lehrter Bahnhof, og herfra er der kun fem minutters gang til kunstmuseet Hamburger Bahnhof. Har man noget ventetid i Berlin, så lønner et besøg i Hamburger Bahnhof sig altid.

Forudsætningen er selvfølgelig en interesse for moderne kunst. Og netop den moderne kunst bobler i Tysklands hovedstad, der har fået en renæssance som europæisk kulturhovedstad. Berlin er blevet en legeplads for unge kunstnere, der har masser af ideer, men ikke særlig mange penge. Berlin er en af Europas billigste hovedstæder at bo og leve i, og der er masser af frirum, blandt andet fordi der ikke er det samme kunstneriske establishment som i andre europæiske storbyer. Der er grøde i Berlins teaterverden, og det trækker. Samtidig kan så at sige enhver, der har lyst, med ganske få penge på lommen åbne et galleri i det gamle Østberlin.

Berlin er blevet Paris
I efterkrigstiden var Paris byen, som de unge danske kunstnere tog til. Nu er det Berlin, der de seneste 15 år har forandret sig fuldstændigt. I kulturafdelingen på den danske ambassade udarbejdes jævnligt netværklister over danske kunstnere i Berlin, og de vokser hele tiden. Til at begynde med var det mest med ukendte navne, men den danske kulturelite er begyndt at følge efter.

Professorer, museumsdirektører og kunstkritikere køber billige lejligheder i byen, hvor der er en stor åbenhed over for kunstnere. Det skyldes i høj grad den udbredte tyske praksis med Zwischennutzung af tomme butikslokaler og industrier. Det sker til lave huslejer, inden ejendommene bliver taget i brug til andre formål.

Samtidig har Berlin atter fået en central rolle på det tyske kunstmarked. Mens muren endnu stod, befandt det tyske kunstmarked sig hovedsageligt i vesttyske byer som Hamborg, Köln, Düsseldorf og München. Hamburger Bahnhof er også blevet et centrum for alt uden om kunstudstillingerne: Koncerter, filmaftener og litterære oplæsninger - det sidste dog i den ejendommelige tyske stil, hvor en forfatter kommer og læser op - og det var så det. Jo højere han eller hun er i hierarkiet, jo mere utilbøjelig er vedkommende ofte til at gå i dialog med publikum. Mange af de udstillende kunstnere i Hamburger Bahnhof lægger dog vægt på enkontakt mellem kunstner og publikum.